Aftenskolen giver værdi for individer, fællesskaber og samfund

 

Aftenskolen skaber viden, muligheder og livskvalitet til den enkelte;
giver rum for fællesskaber og
styrker vores samfund!

Aftenskolen har stor betydning for:

 

Individet

Aftenskolen er et rum for dannelse, ny viden og færdigheder, som deltageren tilegner sig – inden for et område, der er valgt af lyst og interesse.
Aktiv deltagelse sammen med andre betyder større mental sundhed – og mange aktiviteter giver tillige fysisk sundhed. Deltagerne får selvværd og livskvalitet i mødet med andre.

Det gør deltagerne bedre til at overskue livet, se muligheder og træffe oplyste valg på egne vegne. Aftenskolen gør dermed deltagerne i stand til at tage ansvar for egne liv.

Fællesskaber

Aftenskolen udvikler fællesskaber og sociale kompetencer – og alle er velkomne.

Aftenskolen indbyder til, at deltagerne kommer hinanden ved omkring en aktivitet – uanset deres respektive baggrunde. Det skaber forståelse for andre livssituationer og livsanskuelser – og dermed indsigt og tillid mellem mennesker.

Samfundet

Demokratiet har brug for vidende, ansvarlige, sociale og tillidsfulde borgere, der kan afkode deres omverden og træffe oplyste valg.

Aktive fællesskaber er god økonomi for samfundet.

Aftenskolen styrker og udvikler vores fælles kulturarv, og samtidig er aftenskolen fleksibel og i stand til hurtigt at møde nye samfundsbehov.

Fem oplysningsforbund

Langt de fleste aftenskoler i Danmark er medlem af et af de fem oplysningsforbund, AOF, DOF, FOF, Fora og LOF. Oplysningsforbundene er paraplyorganisationer, der hjælper, støtter og inspirerer den enkelte aftenskole. De fem oplysningsforbund har forskellig oprindelse, nogle er udsprunget af politiske partier og andre af praktisk nødvendighed. Men alle har det til fælles, at de arbejder for, at alle danskere har adgang til meningsfuld og udviklende folkeoplysning i stærke fællesskaber.